Seneste Nyheder

En dag på Borgen

Det er tirsdag. Det er en smuk vinterdag med rimfrost på græsset og en rød himmel. Jeg noterer på tavlen på lærerværelset, hvad der sker i løbet af dagen, og vi begynder dagen 8.20 med lærerne til en briefing og en morgenbøn. Så er dagen skudt i gang. 9. klasse skal have terminsprøve i dansk og sidder med deres bærbare computere, lidt spændte men med ro og fokus. I børnehaveklassen næsten lige ved siden af har de 100-dages fest. De har nu været i skole i 100 dage og alle børn har frikadeller og pandekager med. Og selvfølgelig også 100 af et eller andet. 100 små palmer med en abe. 100 fodboldskort. 100 parasoller i en kage. 100 ben på et tusindben osv. Der er feststemning, når man lige kigger ind i klassen og siger tillykke.

Jeg går videre på min lille vandring på vores smukke skole og kigger ind i 1. klasse. Her har de redaktionsmøde. Så skal man jo have wienerbrød og kaffe (saft), og der skal lægges planer for den journalistiske virksomhed. Alle har deres bamser med ved bordet, som skal interviewes. Efterfølgende skal historien skrives ned, billeder tages og det hele udgives i fint format.

6. klasse er på sognegården i Herfølge for at se teater og kommer hjem på skolen igen omkring middag. 8. klasse skal i gang med terminsprøve i engelsk kl. 10 og Steven tjekker de sidste ting ved netværket og printeren. Det ser ud til at glide.

Dagen fortsætter. Der læres, leges og opleves. Det myldrer med børn. Og voksne med tid og overskud midt i det glade, lærerige kaos.

Alle forældre burde unde sig en morgentur på Billesborg. Der er intens fokus på læring og masser af trivsel og godt humør. Bedre bliver det næppe at være barn.

BBcup

Ravnsborghallen var igen rammen om skolens lille fodboldsstævne. 4.-9. klasse fra Lygten skole i København, Gideonskolen i Vallensbæk og Billesborgskolen dystede om medajler og pokaler. Der var masser af energi, fight og fair play.

Tillykke til Billesborg med guld i 4.-6. klasse og sølv i 7.-9. klasse.

De frie skoler under pres – rundtur på Christiansborg

Jeg sidder i bestyrelsen for vores skoleforening, og vi havde sat hinanden stævne inde på Christiansborg torsdag den 19/1. Vi ville gerne have politikerne i tale. Vi havde lavet aftaler med 4 uddannelsesordførere. Hvorfor? Fordi de frie skoler er under et urimeligt pres og skydes en masse usandheder i skoene.

En af dem er, at en privatskoleelev koster kommunen mere end en folkeskoleelev. Vrøvl! De koster 73 % af, hvad en elev koster i folkeskolen. En anden er, at privatskolerne ikke påtager sig et socialt ansvar med udsatte og svage børn. Vrøvl igen! Det er sandt, at der er nogle få privatskoler (i København), som af ukendte årsager har valgt at sortere ved indgangen og kun tager de dygtige ind på skolen. Så er det jo nemt at få et højt gennemsnit i sine eksamener. Men de fleste frie skoler påtager sig et stort ansvar, når det gælder svage børn.

Lyttede politikerne så? Og har de forståelse for de frie skolers sag? Ja, de lyttede. Nogle mere end andre. Og de gav gode råd. De havde også forståelse for de frie skolers sag – alt afhængig af partifarve og af egen baggrund. Det helt afgørende indtryk, vi fik var, at der er få politikere som forstår, hvad de frie skoler står for. De fleste er meget uvidende. Samtidig er der en lille håndfuld, som brænder for sagen og som vil kæmpe med næb og klør. Selv om de ikke har magten til det. De forstår, at det danske samfund er båret af meget fine værdier, som for eksempel forældrenes ret til at vælge, hvad slags skole ens barn skal gå på.

Staten skal ikke blande sig, men lade tingene gro nede fra til glæde for hele vores samfund. Mangfoldigheden, forskelligheden er en stor styrke. Staten skal selvfølgelig sikre sig, at pengene går til skole og undervisning. Men det er så det. Resten skal man lade forældrene om.

Personligt tror jeg, at faren for de frie skoler er, at de kan sejre sig ihjel. Vores succes kan være en bommerang. Hvis vi bliver en trussel, så mister vi vores velvilje blandt mange politikere.

Som forældre på en fri skole, skal vi tale vores sag, hvor vi kan. Og bruge vores politiske kontakter. Det handler om netværk og venskaber, som kan bane vejen for gode og rimelige kår for de frie skoler.

Hjælp din bedste og støt din næste

Hjælp din bedste og støt din næste Flere forældre har sendt os en opfordring til at sprede DR´s gode idé, som I kan læse i det følgende. Vi italesætter det også i skolen. Det er en super god måde at få børnene engageret i at give og hjælpe.

Din Danmarks Indsamling til børn på flugt i Afrika

Nu kan du kan gøre noget godt for andre!

DR Ramasjang, landets børnebiblioteker og LEGO Fonden samler ind til Danmarks Indsamling sammen med dig! Hvis DU gør en god gerning, giver LEGO Fonden 25 kroner, som støtter afrikanske børn på flugt. 25 Kr. for hver god gerning!!! Så bare kom i gang! :)

Sådan gør du: ·

· Gør en god gerning

· Og aflever så skemaet på dit bibliotek senest 31. januar 2012 (ét skema for hver god gerning)

· SÅ ER PENGENE HJEMME :)

Send et billede eller en video!

Du kan også sende os et billede eller en video af dig selv og dine venner, når I gør en god gerning. Du kan vinde en mega sej Ramasjang t-shirt! Her er hjemmesiden:

http://www.dr.dk/Ramasjang/ramasjang-live/Indsamling/2012/indsamling2012.htm

Godt nytår

Vi ønsker alle et godt nytår her fra Billesborg. Vi startede jo lige på og hårdt mandag den 2. januar, og vi kunne godt mærke, at der var mange trætte børn, som havde været oppe sendt nytårsnat. Det var nok lidt for optimistisk med så tidlig en start, så næste år giver vi lige en dag eller 2 mere til at rekonstituere.

Tak for alle søde (masse af chokolade og dejlige julekort) hilsner fra jer forældre i december. Det er vi meget glade og taknemmelige for at få. Det opmuntrer os i det daglige arbejde.

Alle taler jo, om ”at ulven kommer”. Krisetider og smalhals. Og på mange måder er det jo sandt. Samtidig kan det give en god anledning til at standse op og spørge sig selv om, hvad der er vigtigt at satse på. Hvad giver indhold og mening i tilværelsen? Handler det om den konstante vækst? Kun om det materielle? Om forbrug?

Vi kan mærke, at flere og flere børn har en for travl hverdag og lever med en indre stress. Her må vi prioritere forældreskabet og måske leve mere enkelt, så det er tid vi køber os til og ikke mere legetøj til børneværelset eller den dyre ferietur til Langbortistan.

Så et nytårsfortsæt i disse krisetider kunne være mere sammenhold, mere tid til og med hinanden. Det vil ikke mindst børnene blive glade for (og mindre stressede af).

Specialundervisning

Hvert år søger de frie grundskoler over en ½ mia. til specialundervisning, cirka 3 gange så meget, som der er sat af. Vi er også i fuld gang med at søge midler til at hjælpe de børn, som har brug for det. Vi har deadline den 1/2, så der arbejdes på højtryk. Vi regner med at få ca. 600.000, som kan komme børnene til gavn.

På folkeskoleområdet bliver specialundervisningen omlagt for tiden, og det kommer til at smitte af på vores område. Vi ved endnu ikke, hvad det konkret kommer til at betyde for os, men der er ingen tvivl om, at vi får færre midler til at gøre det samme for. Vi vil gøre vores yderste for stadigvæk at hjælpe alle børn godt på vej med vores dygtige og engagerede medarbejderflok.

Mooncarbane

Der har været hektisk aktivitet i juleferien på skolens legeplads. Nu er der etableret en mooncarbane (der mangler lige lidt hjørner, græskanter m.m.) til stor glæde for børnene. Her i løbet af de kommende måneder går vi i gang med at etablere en ny legeplads, der hvor volleybold banen er. Området vil også blive drænet, så vi undgår ufrivillig swimmingpool (mudderpool).

Mod lysere tider

Den korteste dag, 21. december var ca. 6 timer og 50 minutter lang (kort). Den 21. juni er dagen 17,5 time. I snit øges dagen med 3 minutter og 20 sekunder. Dagen forøges ud fra nedenstående kurve (for dem som kan lide kurver og matematiske funktioner). Det starter med ca. 1,5 minut i januar og topper i marts, hvor dagene forøges med ca. 5 minutter. Dejligt lyset er på vej. Wink

Flere Nyheder

Opslagstavle

  • Forældrekredsmøde

    Mandag den 23. april kl. 19-21.30 har vi forældrekredsmøde på Billesborgskolen. Mødet er 2-delt. Vi starter med korte ledelsesmæssige input, årsregnsk

  • Fastelavn

    Fredag den 17/2, dagen før vinterferien, har vi fastelavnsfest på skolen. 0.-4. klasse er i salen, 5.-7. klasse på loftet i ”stalden”, og 8. og 9. kl

  • Lektieundersøgelsen

    Tak til alle jer, som fik tid til at besvare vores lille undersøgelse om lektiesiderne og lektietimerne i børnenes skema (ca. 1/3 har besvaret undersø

  • Tina og Helle kæmper for vores cykelsti

    Mandag var Helle og Tina inde på Rådhuset for at kæmpe for vores cykelsti sammen med 2 fra Egøje Borgerforenings bestyrelse. Her var køgeborgerne invi

  • Første skoledag efter sommerferien

    Første skoledag efter sommerferien bliver onsdag den 15. august kl. 8.30-11. Der er sommerSFO uge 31 og 32 samt 13.-14. august. Det koster kr. 100,- p

  • Vinterferien

    I uge 8 holder skolen lukket. Det er vinterferie og sneen og kulden kan nydes. Vi mødes igen mandag den 27/2, hvor 8.-9. klasse er på introduktionskur

  • Tak!

    Der blev samlet 2500,- ind til skolens julegudstjeneste til en julefest for udsatte børn i Bangladesh. Her en taknemmelig hilsen fra ”Our Mission” som

  • Fastelavn

    Fredag den 17/2, dagen før vinterferien, har vi fastelavnsfest på skolen. 0.-4. klasse er i salen, 5.-7. klasse på loftet i ”stalden”, og 8. og 9. kla

  • I fuld gang

    Så er skolen i fuld gang. Og her skal vi forsøge at give en lille oversigt over de kommende måneder: · 6. klasse skal på Experimentariet onsd

next
prev

Se alle opslag

rss RSS feeds
[hvad er det?]

Billesborgvej 59A, 4600 Køge  |   Find vej
tlf: 56 63 07 80  |   fax: 56 63 07 26  |   billesborgskolen@billesborgskolen.dk