Hvad børn har brug for

Vi har en talemåde på Billesborgskolen: ”Børn har ret til krat”. Børn har ret til natur og til naturlig udfoldelse uden fine legeredskaber, planlagte forløb og afsluttende evalueringer og tests. De skal på opdagelse sammen med deres kammerater, bruge fantasien, afprøve grænser, finde på, tage initiativ og forhandle fælles forståelser for legen. Og sige fra og til og løse konflikter, så det fælles fungerer.

Det kommer ikke af sig selv, og det kommer ikke kun af, at voksne giver børn plads. De voksne skal være nærværende og opmærksomme. Men skal også kunne trække sig og turde slippe kontrollen.

Indrestyrede børn i stedet for ydrestyrede børn.

Hvad skal de voksne så bidrage med i relation til det? Efter min mening handler det om gode rollemodeller og om at give et rum for refleksionen over, hvad tilværelsen handler om. Børn skal møde voksne der vil noget og som selv er indrestyrede. Voksne som har holdninger, principper og tør stå ved dem, også når det er politisk ukorrekt eller ikke lige er oppe i tiden.

Og så skal der gives et rum for eftertanke, fordybelse og langsommelighed. I (gode) gamle dage havde alle skoler morgensang, bibellæsning og bad Fader Vor. Det er vi stadigvæk en del friskoler, der har. Er det blot et levn fra fortiden, eller er det en helt unik mulighed, måske især i en hæsblæsende konkurrencestat, for at finde sig til rette i livet i lyset af den store historie. Når børn møder salmerne, de bibelske beretninger og bønnens udtryk, giver det mulighed for at hægte sit liv op på noget, som er større end en selv. Barnet begynder at tro, at håbe og få mod på sit liv, fordi det ikke er alene i tilværelsen overladt til den store tomhed eller junglelovens ubønhørlige logik.

Og så er der selvfølgelig lige det med pausen for at hjernen kan tilegne sig ny viden. Det er godt at lægge bøgerne til side og lytte, synge, være fælles om noget.

Løgstrup fik sagt, at et barn kunne komme ud af skolen expertklog men livsstupid. Fagligheden er der jo ingen der kimser ad. Selvfølgelig skal den være på plads. Børnene skal lære alt det de kan. Det giver nemlig også mod og selvtillid. Det går begge veje. Udfordringen er, hvis skolen for ensidigt fokuserer på viden, faglighed, tests, karakterer og hvor gulerødderne hele tiden måles (uden at blive større af den grund).

Man kan være klog men en dum skid. Man kan have en masse viden, men ikke holde ud at være sammen med andre end en selv. Viden, klogskab skal bæres af noget. De skal bæres frem af mennesker med værdier og karakter, så viden bliver til gavn for andre, for det samfund man er en del af. Hvorfor har vi så harmoniske samfund i de nordiske lande? Er det ikke netop fordi vi har sat dannelse lige så højt som uddannelse.

Men hvad med kineserne? Ja, hvad med dem? De er jo begyndt at opdage, at livet handler om andet end penge, vækst og mekanisk at udføre, hvad man bliver bedt om. Om få år valfarter de velsagtens til Danmark for at lære om bærende samfundsværdier, miljø-etik og hvordan man får indrestyrede mennesker med mod på tilværelsen.

Per Schultz betoner betydningen af indrestyring, i at give børnene karakter og ikke blot karakterer. Indrestyring kommer ikke af sig selv – det kan alle forvisse sig om, hvis man blot er 1 dag sammen med børn i en skoleklasse. De skal lære det, de skal navigere efter noget. En har sagt ganske flot, at børn har behov for medspillende modspillere, voksne som yder modstand men med glimt i øjet og varme.

Og hvor skal de voksne så hente deres modspil fra? Ja, der er nok mange muligheder, men en farbar vej, som har vist sin slidstyrke gennem århundreder, er den kristne etik og de kristne værdier. Det bygger vores samfund jo i højeste grad allerede på. Vi skal turde at tage en tørn med de fordringer kristendommen stiller os. Udholdenhed, sandhed, barmhjertighed, tålmodighed, taknemmelighed, håb ….. Det er jo vanvittigt udfordrende at høre ”Elsk din næste som dig selv” eller ”Elsk din fjende”. Det er bekvemt at springe over, men tager man imod modspillet, har man noget at give videre. Ikke sin egen godhed eller moral, men en ledestjerne, som man sammen med børnene kan række efter og stræbe efter. Noget som er større end en selv og de fine (men begrænsede) tanker man kan gøre sig om livet.

– John