Hvem sagde lærerne det om? Det var nok en af de børn, som voksede op i en ghetto og som endte sine dage i kontanthjælpssystemet. Som ingen regnede med og derfor blev tabt på gulvet. Eller endte han mon som læge, psykiater, hjerneforsker, forfatter og radiovært og godt gift på 30. år?

I skolen fik han at vide, at han var lille, stille og forvirret. Han udmærkede sig på ingen måde i folkeskolen. Alle overhalede ham både inden om og uden om. Han anede intet om, hvad han gerne ville være. I gymnasiet var han middelmådig men begyndte at drømme om at blive læge.

Peter Lund Madsen.

Vi kan meget hurtigt dømme hinanden og os selv ude. Især nu hvor børn og unge i (al for) god tid skal vide, hvad de vil og ikke vil. De skal måles og vejes på en guldvægt, vurderes om de nu også er uddannelsesparate. Det er der i og for sig ikke noget galt i, hvis man bruger det med omtanke og for at hjælpe gode vaner på vej, men det må ikke sætte et stempel på et barns liv.

Og så er der tidsfaktoren. På græsk er der to ord for tid. Det ene er karios, som betyder det gunstige øjeblik eller med et lidt gammelt udtryk: i tidens fylde. Det andet er kronos. Kronos var i den græske mytologi titanen, som åd sine egne børn. Det er tid som kvantitet, tiden som går.

For alle mennesker går tiden jo derudaf. Den kan gå langsomt, hvis man keder sig og hurtigt, hvis det er juleaften. Kronos. Som ubønhørligt æder af vores liv.

Der er også den tid i vores liv, hvor noget eller ligefrem alting falder på plads. Tiden var moden til det. Vi kan som forældre godt genkende det, tror jeg. Vi kan ase og mase med vores børn og ville en masse. Og ingen vegne synes at komme. Og så lige pludselig på en nat, så kan de det hele på den halve tid.

Peter var lille, stille og forvirret men i tidens fylde voksede han sig større, blev meget talende og med en fantastisk evne til at skabe klarhed over svært stof. Der er jo ikke noget i vejen med at være lille, stille og forvirret. Det er Peter måske stadigvæk, også. Det er blot ikke definerende for hans liv, og hvad han kan. Ingen er perfekte, ingen går den snorlige vej. Men alle har vi en plads i livet. En vigtig plads som kun vi kan udfylde.