Den tidligere svenske biskop, Martin Lönnebo, skriver i en af sine mange bøger følgende:
Mennesker trænger mere til vitalitet end tryghed. Lykkeligere det menneske, hvis livsmod er så stærkt, at det kan leve i usikkerhed og alligevel bevare livslysten. Det er med sikkerhed sådanne mennesker, fremtiden har brug for. Livsmod er tryghed. Mennesker med livsmod er næsten usårlige. De har en formue i deres indre og kan derfor ikke blive bestjålet.
De kan elske og tage ansvar, og de bliver til glæde for alt, hvad der lever. De vover at være sig selv og kender deres begrænsning.
Han mener, at menneskelivet helt grundlæggende er usikkert og utrygt. Det var det også før corona, klimakrise og Ukraine. Det er derfor utopisk at finde sikkerheden i det ydre. Det skal findes i livsmodet, viljen til at nægte mismodet at tage overhånd.
Han skriver, at hemmeligheden til at vokse som menneske ikke handler om at lykkes. Det gør ingen hele tiden. Det handler om frimodigt at begynde igen. Ikke at miste modet.
Jamen, John, det er da nemt at sige. Al den usikkerhed vi lever i, kan vi da ikke overse. Og hvor skal livsmodet lige komme fra.
Nej, det er ikke nemt men vi skal kæmpe for det. Kæmpe for livsmodet. Se på lyset, se på mulighederne, se på hinanden, række ud til hinanden, vælge troen og håbet! Frimodigt begynde forfra når vi falder i med begge ben.
I kristendommen kommer livsmodet også i mødet med Gud, som er glædens Gud. En bøn, et Fader Vor, en lytten til en bibelsk tekst, et besøg i kirken, en salme eller lovsang i hørebøfferne. Biskop Lönnebo foreslår en krans om håndleddet, Kristuskransen, som kan minde os om håbet og mulighederne midt i usikkerheden. Gud er håbets Gud.
