Blog

Livsmod

Teologen K. E. Løgstrup skulle engang have sagt, at kun en nidding tager livsmodet fra et barn og uden kærlighed går et barn til grunde.

Per Schultz Jørgensen definerer livsmod som ”et mod til at leve, til at være til, det er en tro på, at man klarer det og en vilje til at kaste sine kræfter ind på, at det skal lykkes …. Den modige ved godt, at noget truer, men vover alligevel at stå fast.” (fra bogen Styrk dit barns karakter)

Livsmod skal der til. Men hvordan får vi selv og vores børn livsmod, også når vi indimellem møder en nidding, som tager det fra os, eller vi selv er det, og tager det fra hinanden.

Ifølge Schultz Jørgensen er truslen mod livsmodet en angst eller frygt for ikke at slå til, for ikke at være god nok og leve op til forventninger og krav, at ikke kunne udholde presset og blive gennemskuet af de andre. Og livsmodet mistes ved enten at bryde sammen eller bygge et panser op omkring sig selv som en ydre facade.

Hvad skal der så til for ikke at miste livsmodet? Der er nok mange veje. F.eks. social opbakning, anerkendelse for den man er osv. Men også en erkendelse af, at livsmodet ikke behøver at være en modsætning til følelsen af utilstrækkelighed og angst. Modet er jo netop at sige nej til angsten og gøre det modsatte af, hvad man frygter for. At overvinde frygten. Jeg tror ikke, at man skal gå så meget op i, hvad man føler, men bruge viljen til at tale frygten imod. Det skal vi selv lære, og det skal vi lære vores børn.

Og så mener jeg, at det er helt afgørende, at vi opdager, at vi har en kilde uden for os selv. At nogen er med os og elsker os hele vejen, også når det er svært. Her er kristendommen unik: Gud elsker os! Og vil gå med os i tykt og tyndt! Den tro og det fokus giver livsmod, også der hvor livsmodet har trange kår.

Hvad skal vi så konkret gøre i vores børneopdragelse og i skolen? Vi kan være de gode rollemodeller, som viser, at det lykkes. Vise at det kan lade sig gøre at vinde kampen. Med et smil på læberne.

Vi skal også give plads til at sige det som det er, når det er svært. Ikke feje frygten under gulvtæppet. Jeg føler, hvad jeg føler. Det står jeg ved. Også selv om jeg ikke handler på følelsen.

Så er humoren en god vej – ikke at tage tingene for tungt, men at det er ok, at man ikke er god til det hele, og det er ok, at man ikke er verdensmester og superstjerne. Grine lidt af sig selv og sine dumheder og begrænsninger.

 

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.