Mobning eller drilleri?

Hvornår er det mobning, hvornår er det drilleri? Og hvad er forskellen?
Meget sjældent, men det sker, er der en forældre, som ringer for at sige, at deres barn bliver mobbet. Så spørger jeg ind til situationen, undersøger med elever og lærere for at blive klogere. Som regel viser det sig, at det ikke mobning, men et enkeltstående tilfælde, hvor barnet blev ked af, men som vi hurtigt kan gøre noget ved.

VI har ingen tolerance overfor mobning! Men drillerier er noget andet.

Mobning er, at en person bliver udsat for ting, som sårer og nedværdiger, som går én på og påvirker en. Det foregår regelmæssigt over tid, og man kan ikke vælge konteksten fra. Det er også typisk, at det er hele fællesskabet (her klassen) eller mange i klassen, som har samme negative holdning til den person. Og man føler ikke, at man kan forsvare sig. F.eks. at man drilles fordi man er tyk, har en anden hudfarve osv.

Man må godt have det sjovt sammen, drille med glimt i øjet. Men skal man drille, skal det være sjovt for begge parter. I teenageårene er der meget drilleri mellem piger og drenge. Det hør sig til og som oftest, finder man en god form!

Men sætter drilleriet sig som en sten i skoen, som gør mere og mere ondt, skal de voksne skride ind og hjælpe.

Hvad kan man gøre som forældre, når man er i tvivl?
· vær nysgerrig, spørg åbent og ikke-ledende (hvornår skete det, var der andre tilstede, er det sket før, hvordan føltes det indeni, hvad gjorde du selv ….osv.)

· bevar roen. Barnet har ikke brug for en forældre, som bliver vred, ked af det osv.

· tal pænt om de andre elever/forældre/lærere i barnets påsyn

· giv råd: hvad kan du selv gøre?

· følg op på det de følgende uger – spørg til hvordan skoledagen er gået uden at det bliver et dagligt forhør

· er du bekymret, ring og tal med klasselæreren (send ikke mails i et øjebliks frustration – vent en dag eller 2 og skriv så)

Og hvad gør skolen?
Vi kan selvfølgelig ikke se alt, og børnene skal kunne være på skolen uden konstant overvågning. Men de voksne er hurtigt tilgængelige, og vi følger op, hvor det er nødvendigt. Og så arbejder mine lærere konstant med at skabe en kultur, hvor alle forstår, at vi skal passe på hinanden, rumme hinanden og skal kunne sige fra.
Vi tilbyder også børnesamtaler, hvis et barn i perioder har brug for en voksen, som lytter, giver råd og følger dem lidt tæt.