Når samtalen går i kludder

Når far og mor har det godt sammen, har børnene det godt. Det er grundregel ét, hvis man gerne vil give sine børn det bedste. Af og til kan vi forskanse os bag børnene, prioritere karriere og fritidsinteresser og gå 10 ekstra mil for vores børn, men glemme hinanden i farten, så kærligheden kølner. Ikke fordi vi vil det, men sådan blev det bare.

Man taler efterhånden kun om praktiske ting, samtalen bliver til diskussioner og irritation og ærgrelse bliver hverdagskost. Glidebanen er begyndt.

Det mærker børnene også, og det fylder og giver børn, som ikke trives.

Løsningen er ikke at give endnu mere opmærksomhed og omsorg til sine børn, men at give sit forhold en vitaminindsprøjtning og tage fat i den besværlige og svære samtale.

I skolen har børnene det godt, når de voksne taler godt sammen om deres skolegang. Man er måske ikke altid helt enige med hinanden, men man vil det samme: barnets bedste.

Hvornår lykkes samtalen, i hjemmet, i skolen, på arbejdet? Og hvornår går der kludder i den, så al energien går på overlevelse og ikke det gode liv?

Jeg tror, at den gode samtale er en livslang øvelse. Og indimellem kludrer vi i det – sådan er det, og det er ok. Blot vi kan indrømme det og sige undskyld.

I min optik skal der følgende til for den gode samtale:

• Respekt
• God kommunikationsteknik
• Opmærksomhed (mødet med en anden, er mødet med en selv)
• Det vi kigger efter, er det vi ser

Ordet ”respekt” betyder at ”se tilbage” dvs. at man kigger en ekstra gang på den anden og det den anden siger. Det handler i en samtale ikke om at få ret, men at lytte og blive klogere. En respektfuld tilgang kan vises ved det man siger: ”Jeg er glad fordi du fortalte mig det ….”, ”Jeg kan se, at det betyder meget for dig. Fortæl noget mere om det.” Vi viser også respekt ved ikke at tale om hinanden (vi må godt tale om hinanden, hvis vi siger noget godt), men med hinanden.

Respekt betyder ikke, at jeg skal være enig med, hvad du siger, men at jeg søger at forstå, og at vi finder en vej sammen. Det betyder også, at man spejder efter at rose og anerkende, fordi der altid er noget andet at se, end det vi har valgt at fokusere på.

Når det gælder god kommunikationsteknik, så kan det siges meget enkelt:

• Sig det samme med din krop, dit tonefald og dine ord, ellers opstår der signalforvirring
• Gentag det den anden siger: ”Det jeg hører dig sige er … har jeg opfattet det rigtigt?”
• Vurder ikke det den anden siger, men fremfør dit eget synspunkt
• Stil spørgsmål og vær nysgerrig
• Brug ikke ordene ”altid”, ”aldrig”
• Gå ikke efter manden (”Du er altid …”) men efter sagen (”Det betyder meget for mig, at…”)
• Pas på med ikke at tolke negativt, men se det positive i det den anden siger og byg videre på det
• Indrøm fejl, sig undskyld, tilgiv
• Vælg time out, hvis man kommer i sine følelsers vold, er træt eller uoplagt og genoptag samtalen senere
• Forsøg at komme frem til en fælles forståelse
• Det er ok at være uenige, men bak hinanden op, når der er taget en beslutning

Det lyder jo let, men er ganske svært, det ved vi vist alle alt om! Men vi kan øve os!

Opmærksomhed handler selvfølgelig om at være tilstede i samtalen, opmærksom også i sit kropssprog. Men det handler lige så meget om, at man er opmærksom på, at mødet med en anden, er mødet med en selv. Bestemte situationer, bestemte handlinger kan trigge noget i os, som gør at vi reagerer på en umoden måde. Det kan enten være, at vi bliver overdrevne medgørlige og tager alt på os, selvudslettende. Eller det modsatte, at vi går i selvforsvar og er hårde og kontante. Vi kommer i vores følelsers vold og reagerer uhensigtsmæssigt, ikke på det sagte, men den måde vi har hørt det sagte på.

Hvis man er opmærksom på det, kan man bedre vælge den voksne og modne tilgang, selv om man i øjeblikket føler noget andet.

Som det sidste er det en god ide at pudse sine indre briller af og til. Vi skal huske på, at det vi kigger efter, er også det vi ser. Der kunne være meget andet vi kiggede efter hos hinanden, som kunne give andre muligheder og vinkler til at komme videre. Det betyder ikke, at vi skal gå uden om problemerne og ikke italesætte det svære. Det betyder blot, at man kan blive noget så blind af at stirre ensidigt på bestemte ting, at man har svært ved at se og opdage nye indfaldsveje.

Afslutningsvis en lille fortærsket kliché men ikke mindre sand: vi har to ører og èn mund. Lyt dobbelt så længe, som du taler!

John/nov 2015