December står i julens og dermed også i glædens tegn, og her er blevet pyntet og kreeret, som der jo plejer at blive i denne hyggelige tid. Som allerede før nævnt i BBnyt, er Silvia gået på barsel, og Kevin er begyndt i sit vikariat her på skolen. Kevin gennemfører naturklub hele vinteren igennem oppe ved bålhytten.

Vi kommer til at sætte mere fokus på vores (de voksnes) tilstedeværelse i salen i det nye år. Vi kommer også til at sætte mere fokus på det, at dokumentere vores dagligdag i SFO på skolens Facebook profil. Vores mål er at lægge lidt info med billeder på mindst en gang om ugen. Vi kommer også til at indrette vores SFO rum således, at det bliver et mere hyggeligt og spændende rum for børnene.

Jeg oplever, at vi for det meste har meget glade børn i vores SFO. Det er langt fra alle, som synes, at det er lige skønt at blive hentet midt i en dejlig leg på hemsen i SFO rummet, udenfor i huler osv. Hvis jeres barn giver udtryk for andet end trivsel, vil vi selvfølgelig meget gerne høre derom. Vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan for, at børnene føler sig trygge, at de hygger sig, og leger godt sammen. Den gode stemning, det sunde miljø er bare rigtig vigtig for os. Man bliver så glad af at være sammen med glade børn!

I ønskes alle hermed en rigtig glædelig jul og et godt nytår. 

Kærlig hilsen Benny (SFO leder)