Der er lavet en dugfrisk undersøgelse af, hvordan lærerne oplever de børn, som begynder i skolen. For mange er øjensynligt umodne i den forstand, at de f.eks. har svært ved at vente i en kø eller ikke har en naturlig nysgerrighed og et gå-på-mod.
Der er nok lidt om snakken.
I sin nye bog, Vendepunkter, skriver Per Schultz Jørgensen (psykolog og professor) om, hvad der betød noget for ham, da han var barn. Hans far blev taget af Gestapo, da Per var 10 år. En voldsom traumatisk oplevelse. Heldigvis kom han hjem igen 1,5 år efter. Så det endte godt.
Det Per lærte var, at livet er sårbart, og det rammer en. Den sårbarhed skal der være plads til og skal rummes. Den anden ting han lærte var, at sårbarheden blev båret af hverdagens rutiner og struktur. Sårbarheden blev håndteret, fordi opgaverne og pligterne skulle gøres. Skolegang, fritidsjob, hjælpe i hjemmet.
Det tredje han lærte var, at den fortælling, man skabte, havde afgørende betydning. Vi bøjer ikke nakken havde været de sidste ord mellem mand og hustru inden Gestapo førte Pers far væk.
Og det blev så fortællingen, det man sagde til hinanden og andre: vi bøjer ikke nakken, vi klarer den, det skal nok gå!
Det er stadigvæk fortællingen for Schultz slægten. Hvert år efter faren kom hjem, har de besøgt koncentrationslejren, hvor han sad. Nu er de oppe på 60 der tager afsted. I bus med fællesskab og en stærk fortælling.
Det har båret hans liv.
Det kan vi måske godt lære lidt af, når det gælder børneopdragelse. Rumme sårbarheden, inddrage barnet i hverdagens opgaver og pligter dvs. stille krav og lave en fortælling om, hvad vi kan, og hvad der lykkes. Fokuser på mulighederne, det der lykkes! Det giver nysgerrighed, mod og får måske også lært børnene at vente tålmodigt i en kø 😊
