Dyd betød oprindelig dygtighed eller duelighed og bruges i vores sprog om en værdifuld moralsk egenskab eller en god handling.
Et dydsmønster gider vi dog ikke. Tørvetrillere og selvretfærdige som mener sig bedre end andre. Nej tak!
De gamle græske filosoffer nævner (mindst) 4 dyder, som vi skal stræbe efter:
- Klogskab
- Retfærdighed
- Tapperhed
- Mådehold
Mådehold er al dyds moder, da det skaber balancen i livet (f.eks. mellem lyst og pligt, overmod og frygt, mellem for meget og for lidt sundhed osv.).
Kirkefædrene (kirkeledere i kirkens tidlige historie) tilføjede 3 kristelige dyder:
- Troen
- Håbet
- Kærligheden.
De gamle grækere var optagede af spørgsmålet: hvordan bliver jeg et godt menneske!
Ikke: hvordan bliver jeg lykkelig!
Kristendommen lægger sig tæt opad med tanken om, at vi skal forvalte vores evner og talenter som mennesker til gavn for og i omsorg for vores næste. Samtidig er kristendommen meget realistisk: mennesket kan ikke selv. Vi har brug for barmhjertighed, tilgivelse og en ny begyndelse. Vi har brug for at blive holdt om og af, af Guds selv!
Hvad kan vi bruge det til i børnehøjde? Ja, vi kan forsøge (på en god dag) at være rollemodeller og selv stræbe efter dyderne, så vores børn fik lyst til det samme. Det kunne blive en længsel i os, måske endda en bøn som tydeliggjorde vores afmagt og en vej til hjælp.
Det er ikke ordene der gør forskellen i forhold til vores børn. Det er det levede liv! Det, vi gør, taler højere end det, vi siger.
Og husk: over tid tager børnene vores værdier med sig. Det kan godt være, at teenageren (og til og med den 6 årige) gør oprør – det skal sådanne størrelser jo – men hvis vi har is i maven og bevarer roen, så tager de meget mere med sig af vores værdier, end vi går og aner. Og de kan godt overleve vores ufuldkommenhed, og at vi ikke ligefrem selv er dydsmønstre.
