Vi har jo en løbende samtale om den digitale virkelighed her på Borgen. I den forbindelse har vi besluttet at køre et forsøg fra januar til vinterferien, hvor eleverne skal aflevere deres mobiltelefoner om morgenen. Alternativet er, at de slet ikke har den med i skolen. I de små klasser er der slet ikke behov for, at børnene har en mobiltelefon med.

Telefonerne sættes i en kasse med små rum og låses inde i et skab eller et rum. Efter den sidste lektion får de mobiltelefonen udleveret igen.

Generelt og for de fleste elever synes vi, at det fungerer godt med en åben politik på området. De bruger sjældent mobilen i frikvarterer, og den er nede i tasken i timerne. Men for nogle elever kan de ventende sms´er og snapchats fylde meget og forstyrre koncentrationen. Jeg hørte om en elev fra en anden skole, hvor der lå 80 beskeder og ventede efter en skoledag!! Mon ikke det for alle elever kan øge fokus. Det er i hvert fald et forsøg værd.

Mobilen anvendes af og til som lommeregner og til opgaver, hvor der skal optages video/tages billeder. Så udleveres telefonen i de timer.

Jeg hører meget gerne fra jer, hvad I tænker. Og hvad jeres børn siger om det.