Blog

Livsfarlig ledelse

Det er overskriften på en bog af Christian Ørsted og som er oppe på sit 14. oplag. Han er ledelseskonsulent og gør op med den gængse ledelseskultur, hvor man bruger intimteknologien til at fremme effektiviteten og størrelsen af de sorte tal på bundlinjen.

Han er ikke imod effektivitet og øget omsætning. Det lever virksomhederne jo af. Hans anke er, at vi i mange virksomheder i dagens samfund slider mennesker ned og overtræder de sunde naturlige grænser for et menneskeliv. Det har en enorm omkostning for samfund, virksomheder og ikke mindst for det enkelte menneske.

Han har mange eksempler i sin bog. En af dem er fra militæret under 2. verdenskrig. Amerikanerne opdagede, at kun 15 % af deres soldater skød for at dræbe. De andre 85 % skød med vilje ved siden af. De kunne ikke overskride deres naturlige, menneskelige grænse for, hvordan man behandler sit medmenneske.

Så fik ledelsen travlt, og man satte forskellige skibe i vandet. Et af dem hed sergenten som forbillede. Han skulle leve tæt på rekrutterne og være det ultimative forbillede for dem. Det rykkede lidt ved soldaternes mod (?) til at slå ihjel. Men ikke særlig meget. Så skabte man teamånd, hvor soldaterne forpligtede sig over for hinanden og skabte nære venskaber. Det rykkede også. 2 skibe mere. Man lavede meget realistiske øvelser, hvor rekrutterne vænnede sig til at se blod og døde kroppe. Og til sidste indførte man belønning og straf, kollektivt.

Rykkede det ved effektiviteten? Ja, nu skød 95 % af soldaterne for at dræbe. Sikke en succes. Der var bare den hage ved det, at der var en eksplosion af tilfælde af posttraumatisk stress og psykisk nedslidning. De leverede varen i kampen, men blev ukampdygtige resten af livet.

I den amerikanske virksomhed, Enron, som led en af verdenshistoriens største konkurser i 2002, var der skabt en vinderkultur, hvor alt kunne lade sig gøre. Virksomheden var 500 milliarder værd og kunne næsten gå på vandet. Problemet var blot, at alle hele tiden blev målt og vejet – og fyret hvis man blev fundet for let. Ingen turde indrømme fejl, og ingen ville være blandt taberne. Så hellere lyve eller svindle. Der blev fusket med underskud og regnskaber og aktiekursen blev pumpet mere og mere op – indtil boblen brast. 21.000 ansatte blev fyret og alle deres pensionsopsparinger forsvandt op i den blå luft.

Man havde dyrket talentet, anerkendelsen af det, skyhøje belønninger, en vinderkultur. Er der noget i vejen med det? Næ, ikke hvis det gøres på den rigtige måde.  Man kunne for eksempel belønne det at lave og indrømme fejl og lade være med at måle og veje alle og alting for i stedet at vise tillid. Man kunne anerkende en indsats også selv om, man ikke nåede helt i mål. Og først og fremmest tænke etisk om mennesket og en virksomhed i samfundet. Ordentlighed, ærlighed, respekt.

Hvorfor skriver en skoleleder om det?

Fordi alle leder nogen. Hvis ikke andre, så sine børn. Udfører vi livsfarlig ledelse, hvor vi glemmer det grundlæggende menneskesyn: at vi kun er mennesker, og det er ok? Vi er (heldigvis) ikke guder, der kan gå på vandet. Eller glemmer vi, at det hele ikke handler om præstation, talent og at vinde, men også om at kende sin begrænsning, lave fejl og rumme andre, der gør det samme. Den atmosfære må gerne gennemsyre vores hjem.

Chresten Kold, en af friskolernes grundlæggere, skulle efter sigende have sagt: ”Hvis legen skal være god, skal den give mere end den ta´r.” Det er et godt princip på en arbejdsplads og i et hjem. Der er opgaver, der skal laves. Der er forpligtelser, krav og mål. Dejligt – så længe det på den lange bane, giver mere energi end det tager. Og energien får vi, når vi ved os holdt af, når vi møder tilpasse krav og ikke står alene.

 

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.