En af mine 6 skønne børnebørn, hende på 4 år, var meget utilfreds over, at hendes far bad hende om at gøre noget, hun ikke havde lyst til. Jamen far, jeg bestemmer da over mig selv! Hun var meget frustreret, for det kan da ikke passe, at man ikke bestemmer over sig selv, når man nu er sig selv. Hvorfor skal andre bestemme over en.

Ja, meget legitimt, meget menneskeligt, meget forståeligt. For hvem kan lide at andre bestemmer over en. Vi vil helst selv.

Målet for al opdragelse er selvstændiggørelse, personlig myndiggørelse, så mennesket kan bære sit eget og senere også andres liv, tage ansvaret på sig og leve med en tilpas råstyrke.

Vejen derhen går gennem forældrenes kærlige og (nogle gange) faste hånd, hvor forældrene til barnets bedste afgør, hvad barnet selv skal bestemme, og hvad forældrene bestemmer. Barnet bliver ikke velfungerende og selvstændigt, hvis ikke vi som forældre påtager os myndighedsopgaven, mens de er små. Vi skal ikke være bange for at bestemme og sætte grænser, yde vores børn modstand. Det bliver de stærke af. Det er sand omsorg, at de kan mærke, at far og mor vil noget, er stærke og en mur at spille bolden op ad, samtidig med at de giver dem en masse kram, kærlighed og nærvær.

Børn bliver trygge af, at de ikke altid selv skal være chef i eget liv. Vi kan i ny og næ her på skolen opleve selv mindre børn være totalt ligeglade med, hvad de voksne siger. Så er det op ad bakke at være en del af et fællesskab, lære noget og få en harmonisk skolegang. Børnene skulle gerne have lært hjemmefra at respektere forældrenes autoritet, som de så naturligt overfører til læreren.   

Børn er forskellige. Nogle har let ved at indordne sig, andre har måske en lidt stærkere vilje imod sig. Ingen skal gå strækmarch i takt og have hovedet under armen, men alle skal lære at indgå i et fællesskab med spilleregler, som gælder for alle. Til alles bedst, også barnet selv.

Autoriteten skal ikke vindes med vrede, skyld, skam og frygt men med fast kærlig myndighed og klare, afmålte krav, som fastholdes trods protester.

En lille øvelse
Spis sammen 4-5 gange om ugen, gerne 1 måltid om dagen med følgende regler:

1) Ingen skærme ved bordet
2) alle hjælper til med noget (dække bord, tage af bordet, sætte i 
    opvaskemaskine, skrælle gulerødder osv.) 
3) Man spiser først når der bliver sagt værsågod (alternativt: man
    holder hinanden i hænderne og siger en bøn, synger en bordsang 
    eller alle siger: så spiser vi. Opfind selv.)
4) Man sidder til bords til der siges, at man må rejse sig og siger pænt 
    tak for mad (sid gerne 20-30 minutter)
5) Tal om hvad I har lavet i løbet af dagen, spørg, vær nysgerrige, 
    skab en god stemning omkring bordet med plads til grin og sjov

/ John