Nudging er et forholdsvis nyt begreb, som handler om at få os til at gøre det rigtige uden vi lægger mærke til det. Hvis vi for eksempel spiser af små tallerkner, spiser vi mindre, end hvis tallerkenen er stor. Slankekur på den nemme måde.

Når det gælder børneopdragelse, må det også gerne være nemt at gøre det rigtige. Det er meget bedre end at skælde ud eller opsætte en masse strikse regler. Nudging er ”et kærligt skub i den rigtige retning.” Det løser jo ikke alle børneopdragelsens udfordringer, det ved jeg godt, men det er sjovt, når hverdagen kan glide, fordi vi voksne lige har tænkt os om en ekstra gang. Ligger der meget skrald, så sæt flere skraldespande op. Skal der mere bevægelse til, så tæl skridt via en app på mobilen og lav noget sammen, som alle synes er sjovt. Skal man irettesætte sit barn, så gør det, når hverken den voksne eller barnet er træt, sulten eller i sine følelsers vold. Osv.

Opdragelse er at skabe forandring. Vi vil gerne et sted hen med vores børn. Men mange gange kan vi voksne forfalde til lange moralske taler, som i og for sig kan være rigtige og gode, men som vi ikke kommer nogen vegne med. Børns (og voksnes) ører lukker sig ofte langsomt og sikkert, når der kommer en lang talestrøm om god opførsel. Hvis man så samtidig udstråler foragt eller vrede, kan barnet først og fremmest komme til at høre: du er ikke god nok, jeg kan ikke lide dig, du gør aldrig det rigtige. Det kan så i næste omgang føre til en opgivenhed eller et oprør i barnet. Og så når man slet ikke i mål med, hvad man gerne vil.

Det er vigtigt, at vi gør os klart, at det ikke handler om, at vi skal have ret, men at vi skal opnå målet. Vi kan vinde en diskussion, men tabe relationen. Og så er alt tabt. Vi skal have barnet med på vores side. De skal mærke dybt i sjælen, at vi holder af dem, og at vi er der for dem. At de er noget specielt i vores øjne. Ved de det, så kan næsten alt ske. Så er forandring muligt.

Det betyder ikke, at vi skal være eftergivne eller lade os nøje med. Vi skal fastholde krav, som er rimelige i forhold til barnets evner, alder og sind.

Og så skal vi huske, at voksne også kan tage fejl og dumme sig, blive for vrede, sige uoplagte ting og glemme, at man selv skal være det gode forbillede. Så er det okay at sige undskyld og kunne gå i sig selv. Det lærer barnet også noget af.

Man kan skabe forandring enten gennem frygt eller kærlighed. Frygten har mange følgevirkninger. For eksempel at man ikke tør fortælle sandheden, og at man bliver meget ydrestyret, så man kun gør det rigtige, når andre ser det. Kærligheden er en meget bedre vej. Det skaber en stærk drivkraft, et ejerskab, en samhørighed.

Frygt er ikke altid dårligt. Det kan godt tages i brug. Ikke som et terrorredskab, hvor barnet ikke føler sig elsker, men som en markering af en grænse, som ikke må overskrides. Det kan for eksempel være, hvis man bor tæt på en trafikeret vej. Der må man gerne tegne et skrækbillede af, hvor galt det kan gå, så barnet er bange for at løbe over vejen selv. Efterfølgende skal man jo vejlede barnet i hvordan man så færdes trygt i trafikken.

– John